Hjælp
Sådan bruger du Wegoto — for forældre og arrangører.
Hvad er Wegoto?
Wegoto er et koordineringsværktøj til transport. Når din klasse eller forening skal på tur, opretter arrangøren en tur og deler et link. Du tilmelder dig via linket — ingen login eller app nødvendig.
Sådan tilmelder du dig
Tryk på linket fra arrangøren og udfyld formularen. Du angiver dit navn, navnene på alle der skal have en plads i en bil — børn og voksne, men ikke den der kører bilen — og en kontaktoplysning. Du vælger separat for udtur og hjemtur om I kører selv eller har brug for lift.
Transportvalg forklaret
"Vi har brug for lift" betyder at dit barn mangler plads i en bil — arrangøren kan tildele dig en plads, eller du kan selv vælge en bil. "Vi kan køre" betyder at I kører selv. Hvis du vælger at køre, kan du tilbyde ledige pladser til andre.
Chauffør-tilbud
"Ja, fast chauffør" opretter din bil med det antal pladser du angiver, synlig for andre forældre. "Som reserve" gemmer din bil på reservelisten — den bruges kun, hvis der mangler biler, og så får du en mail. "Nej tak" opretter ingen bil.
Vælg en bil til dit barn
Efter tilmelding kan du se ledige biler og vælge én til dit barn. Du kan se chaufførens navn, antal ledige pladser og pickup-type. Du kan skifte bil igen så længe turen er åben.
Ret din tilmelding
Du kan rette din tilmelding ved at gå tilbage til turoversigten via det originale link. Tryk "Ret tilmelding" og opdater dine oplysninger. Du kan ikke rette efter arrangøren har låst turen.
Flere børn til samme tur
Skal flere med — søskende, en forælder eller en anden voksen — skriver du dem alle på samme tilmelding under "Hvem skal med?". Hver person får sin egen plads. På bekræftelsessiden finder du et direkte link til præcis den tilmelding — gem det eller send det til dig selv, så du altid kan finde den igen.
Mistet adgang til din tilmelding?
Har du skiftet browser, ryddet cookies eller åbnet linket på en ny enhed? Tryk "Gendan adgang" på tursiden og indtast den e-mail du brugte ved tilmelding. Du modtager et link der giver dig adgang igen.
Notifikationer
Har du opgivet en e-mail ved tilmelding, sender Wegoto automatisk besked når du tildeles en plads i en bil, når du fjernes fra en bil, og når der skrives en ny besked i din bilgruppe.
Opret en tur
Log ind og tryk "+ Ny tur" i dit dashboard. Udfyld turens navn, dato, destination og afgangstype. Angiv et estimeret deltagerantal — alle der skal have en plads, også voksne. Det bruges til statusbanneret og kan hæves senere, hvis I bliver flere. Ture med under 10 deltagere er gratis; derover koster 1 klip per 10 deltagere. Aktivér hjemtur hvis transport begge veje skal koordineres. Under "Vejledning til tilmelding" kan du skrive en kort besked, som forældrene ser øverst på tilmeldingsformularen — fx hvordan I gerne vil have den udfyldt.
En tur der kun er en hjemtur
Skal I kun koordinere kørslen hjem — fx fra en lejr, hvor alle blev kørt derud på anden vis — så opret turen med "Kun udtur" og vend den om: vælg hjemturens dato, sæt afgangen til "Fælles sted" med lejren som sted, og skriv der hvor turen slutter som destination. Forældrene ser ikke ordet "udtur" — på en tur med kun én vej står der bare afgang og destination. Vælg ikke "Efter chaufførens valg" ved afgangen: det er lavet til en udtur, hvor chaufføren kører hjemmefra. Og destinationen er fælles for alle, så skal børnene afleveres hver for sig, kan du skrive fx "Hjem — aftales i bilchatten".
Del linket med forældre
Når turen er oprettet, får du et link til deltager-siden. Del det med forældre via mail, beskeder eller jeres foretrukne kommunikationskanal. Forældre kan tilmelde sig uden login.
Læs admin-overblikket
Admin-siden viser fire tal: biler, tilbudte pladser, ledige pladser og antal der mangler plads. Under tallene ser du aktive biler med passagerer, og nederst børn der endnu ikke har fået en plads.
Aktivér reserve-biler
Reserve-biler vises med gul baggrund under "Afventende biler". Tryk "Aktivér" for at gøre en bil aktiv og notificere chaufføren via mail. Gør det én bil ad gangen — du ved bedst om der er brug for én eller flere.
Tildel børn til biler
Børn under "Mangler plads" kan tildeles en bil manuelt. Tryk "Tildel" ud for barnet og vælg en bil. Du kan også fjerne et barn fra en bil ved at trykke "Fjern" på bilkortet.
Lås turen
Når alle har fundet plads, kan du låse turen. Det lukker for nye tilmeldinger, og bil-chatten åbner for alle biler, der ikke allerede har den — den åbner ellers, så snart den første passager har fået plads. Du kan låse op igen hvis noget ændrer sig.
Hvor dine klip ligger
Klip ligger i en klipkasse, ikke på din bruger. Du får automatisk din egen personlige kasse med 10 klip, når du opretter dig — den hedder dit navn, og for de fleste er den den eneste. Er du med i en forening, kan du derudover være medlem af dens fælles kasse, og du kan være med i lige så mange, du vil. Når du opretter en tur, vælger du hvilken kasse der betaler; har du kun din egen, bliver du ikke spurgt.
Invitér nogen ind i organisationen
Er I flere der arrangerer ture — holdledere, lærere, forældrerepræsentanter — kan I samles i én organisation med en fælles klippulje. Opret organisationen fra dit dashboard, åbn den, og tryk "Invitér et medlem". Indtast e-mailadressen, så sender vi en invitation. Det er kun ejeren af organisationen der kan invitere. Der kan være én åben invitation ad gangen per e-mailadresse: skal den sendes igen, tilbagekalder du først den gamle og inviterer på ny. Din personlige kasse kan ikke deles — det er derfor, en fælles pulje altid starter med at nogen opretter en organisation.
Er du blevet inviteret?
Tryk på linket i invitationsmailen og log ind — har du ikke en Wegoto-konto, opretter du den undervejs ved at indtaste din e-mail. Derefter trykker du "Bliv medlem". Kan du ikke finde mailen, eller endte du et andet sted efter login? Så ligger invitationen også på dit dashboard, så længe du er logget ind med den adresse den blev sendt til. Linket virker i 30 dage.
Hvad et medlem kan
Medlemmer opretter deres egne ture og betaler dem med organisationens fælles klip i stedet for et privat kort — ingen behøver lægge penge ud. Alle medlemmer ser organisationens samlede tur-overblik på deres dashboard og kan administrere organisationens ture — også dem en anden har oprettet. Kun ejer og administratorer kan se den fulde transaktionshistorik over købte og brugte klip.
Kontakt arrangøren for din specifikke tur, eller brug kontaktformularen på forsiden.